TRELÆNGET LANDSTED PÅ KNAP 30 HEKTAR – BLOT 20 MINUTTER FRA KØBENHAVN …
Tilbagetrukket fra vejen, for enden af en allé, ligger ejendommen uforstyrret med naturskønt sølandskab foran huset. Den trelængede, stråtækte ejendom ligger omgivet af knap 30 hektar egen jord, hvor sø, skov og enge danner rammen om et sted, der føles langt væk, selv om København ligger blot 20 minutter herfra. Arkitektur og landskab smelter sammen i en naturlig helhed, hvor udsigten skifter karakter med vejret, lyset og årstiderne. De nuværende bygninger blev opført på det oprindelige fundament i 2002-2004. Ejendommen fremstår særdeles velholdt, bygget i gode materialer med mange smukke detaljer. Boligen er på 498 kvm. med store lyse rum, som åbner sig mod den omgivende natur. De store vinduespartier gør overgangen mellem inde og ude næsten flydende. Omkring huset er der anlagt flere terrasser og opholdskroge, hver med sin egen stemning. Boligen er indrettet med seks soveværelser og fire badeværelser, hvilket skaber fleksible rammer for både familieliv, gæster og flere generationer under samme tag. Den fritliggende lade på 360 kvadratmeter tilfører ejendommen endnu en dimension. Atelier, værksted, bilsamling, jagtstue eller hestehold – mulighederne er mange, og de tidligere anlagte folde kan genetableres, hvis ønsket er at føre ejendommen tilbage som hesteejendom. Det omkringliggende terræn rummer egne søer, et rigt dyreliv og egen jagt. En sjælden kombination af privatliv, natur og plads. Trods den fredelige og private beliggenhed er hverdagen tæt på. Fredensborg Skole i Karlebo ligger blot 500 meter fra ejendommen, den internationale skole NGG under fem kilometer herfra, og både indkøb, sportsfaciliteter og hverdagens øvrige fornødenheder nås på få minutter.
Ejendommen sælges i samarbejde med ejendomsmæglerfirmaet Nemeth & Juhl